lørdag den 7. juli 2012

Sjal

Jeg har sådan lyst til at strikke et sjal, så nu vil jeg samle mig et par opskrifter på nogle fine nogen og så beslutte mig for hvilket jeg vil strikke.

Dette er fra garnstudio, og stribet i originalopskriften, det bliver mit ikke, for jeg har kun ensfarvet garn garn liggende (rødt, gråt og lyserødt). Men jeg tænker, at det bliver flot alligevel:

STRIBER: 
Der strikkes 50 g lys blå mix, 50 g turkis/lilla mix, 50 g lilla/grøn mix, 50 g beige/grå/rosa mix og 50 g beige/blå mix.
MØNSTER:
Se diag M.1. Diag viser mønsteret set fra retsiden. 
---------------------------------------------------------

SJAL:
Sjalet strikkes frem og tilbage på rundp for at få plads til alle m.
Slå 17 m op på rundp 4 med Delight. Strik 1 p vrang fra vrangen SAMTIDIG som der strikkes STRIBER - se forkl over.
Fortsæt ifølge diagram M.1 således:
1.p = (fra retsiden): *1 r, 1 oms, 1 r, 1 oms, sæt en mærketråd* gentag *-* afslut med 1 r. Der er nu en mærketråd mellem hver rapport af M.1 dvs totalt 8 mærketråde.
2.p og alle lige p: Strik alle m og omslag vrang.
3.p: *1 r, 1 oms, 3 r, 1 oms* gentag *-* afslut med 1 r (kantm i glatstrik)
5.p: *Strik 2 r i 1 m, løft 1 m af som om den skulle strikkes ret, 1 r, træk den løftede m over, 2 r sammen, strik 2 r i 1 m *gentag *-* afslut med 1 r.
7.p: *Strik 2 r i 1 m, 1 omslag, løft 1 m af som om den skulle strikkes r, 1 r, træk den løftede m over, 2 r sammen, 1 omslag, strik 2 r i 1 m* gentag *-* afslut med 1r.
Fortsæt ifølge diagrammet, med 8 rapporter af M.1 på p og 1 m glat sidst på p.
Fortsæt således til M.1 er strikket 1 gang i højden = 129 m. Nu fortsættes der med at gentage M.1B i højden. Fortsæt således til ønsket mål, slut af efter 2.p i M.1B (dvs p hvor der laves hul). Strik 1 p ret fra vrangen. Luk af med ret fra retsiden. Træk 1 tråd gennem de 17 m i opslåningskanten, træk sammen og sy godt fast.




Forklaring til diagram
ret fra retsiden, vrang fra vrangen
slå om mellem 2 m
tag 1 m løst af p som om den skulle strikkes r, 1 r, løft den løse m over
2 m r sammen
Strik 2 m i 1 m


Rettelser/Husketing:
Det er en rigtig god ide at se instruktionsvideoen:
http://www.garnstudio.com/lang/dk/video.php?id=190

2m i en m: strik en maske alm, men slip ikke den maske du har på pinden, strik denne drejet ret og så slip.

Når M1 er strikket en gang i højen, og der fremefter skal øges med M1B, skal der strikkes flere ret masker for hver rapport. 
Første rapport strikkes således: 
2m i en m, 5 r, 1 r løs over, strik 1 r, træk den løse over (her strikker jeg altid to drejet ret sammen, det giver samme reultat, men er hurtigere) 2rsm, 5 r 2 ri 1m. 
alle vrang
2ri1m, 2ri1m, 4r, 2drejet r, 2rsm, 4r, 2ri1m, 2ri1m
Næste retpind: 6 r
Sidste retpind: 5r.

torsdag den 17. maj 2012

Tartelækker

Det er tarteletter! Helt ufatteligt lækre! Jeg er træt af, at de er så dyre i indkøb, så her har jeg lavet dem selv. Nemt og meget billigere.

Som fyld fik vi kylling. En helt almindelig opbagt sovs (jeg laver den med olie og mel, væden fra aspargessnitter, mælk og vandet kyllingen havde kogt i. Når sovsen er tyk nok, tilsættes kyllingekødet pillet i små stykker og aspargessnitterne. Men dem glemte jeg denne gang.

Det gjorde nu ikke så meget, det var fantatisk uanset.

mandag den 14. maj 2012

All inn! Tomatsalat

Nogengange så skal mange bare gøre noget godt! Og en tomatsalat med cherrytomater, friskskåret feta, små løg stykker og en god krydderblanding det er at gå All inn på at gøre noget godt!

Uhm!

fredag den 20. april 2012

Næsten færdig

Min fine sovetrøje til babyen er næsten færdig. Jeg mangler at sy sammen og lave huen lidt større. Men han ser ud som om han godt kan lide den.

fredag den 13. april 2012

Det er ikke så tit jeg får det husket

Det med at blogge. Det er så meget andet pt.

Men vi får stadigvæk skøn mad herhjemme, og jeg skal nok huske, at få lagt opskrifterne ind. Ikke mindst for min egen skyld, de er så meget nemmere at finde herinde!

Imens kan i få afsløringen på de hemmeligheder, jeg lavede i februar:

Hulmønster

Jeg er blevet bidt af det! Det flotte hulmønster, jeg har brugt til babyens sommersovetrøje. Jeg overvejer at opfinde en kortærmet cardi' til mig selv med dette skønne mønster, men først når jeg er færdig med babyens trøje (mangler lidt ærme + 1 ærme) og en vest til ham også.

torsdag den 29. marts 2012

En lille trøje til babyen.

Jeg har så meget blåt garn - og det er slet ikke fordi, jeg køber meget blåt garn, slet ikke!

Jeg har garn liggende til flere trøjer, og venter på en opskrift på den fineste trøje med hætte. Vi har allerede sådan en trøje til babyen, men han er ved at vokse fra den.

Mens jeg venter på opskriften, så laver jeg selv en lille bluse til babyen. Den bliver med hætte har jeg besluttet.

Jeg tror, den bliver fin

lørdag den 24. marts 2012

Den foldede hue.

Jeg ved ikke om i kan huske det, men i vinters strikkede jeg på en hus, som skulle foldes. Huen var nem nok at strikke, et langt stykke i ret.

Men så kom jeg til at folde, og så gik jeg helt kold. "opskriften" var slet ikke til at forstå, jeg havde min svigermor til at forsøge, og hun fik hele sit arbejde til at folde hue (og papir) så kom den videre til en af hendes kollegaers svigermor, og vist også videre derfra.

Nu er den foldet, og skal blot syes sammen - men den har været langt omkring, og jeg har ikke fået den hjem endnu. Min svigermor har den liggende, og nu haster det ikke - det er ikke rigtigt sæson for huer pt.

Skøn fasansuppe, som svigermor laver den

Til 6 personer. 

1 fasan
1 stor gulerod
2 løg
2 fed hvidløg
1/2 selleri i tern
1 1/2 spsk smør
1 1/2 spsk olie
1 lille kvist frisk timian
1 lille kvist frisk rosmarin
1/2 tsk friskkværnet peber
1 dl tomatpuré
ca 2 l lys boullion
1 1/4 dl piskefløde
1/2 dl sherry eller madeira

Gør fasanen i stand (renses osv).
Skræl gulerod og selleri og skær det i små tern, pil løg og hvidløg og hak begge dele fint. 
Svits grønsager i sydende olie og smør i en stor gryde i 5 min
Tilsæt krydderier, tomatpuré og fasan og lad det stå yderligere 10 min ved jævn varme
Hæld boullionen vedtog lad suppen koge stille og roligt i 45 min
Tag fasanen op og skær og pil kødet fra benene. Del kødet i små stykker
Si suppen, hæld den tilbage i gryden og tilsæt piskefløde og sherry
Smag suppen til med salt og varm kødet i suppen

Server med flute. 





Man kan med fordel lave selve suppen dagen før, så skal fløde og sherry først tilsættes når suppen varmes op dagen efter. Min svigermor putter friske grønsager i, det giver suppen lidt ekstra fylde.


Den kan holde sig 3 mdr i fryseren.

søndag den 18. marts 2012

Pasta med oksekød og grønt

Maden fredag skulle have været laksefrikadeller, men de laksestykker jeg kunne få fat i var så ualmindeligt kedelige, at dem nægtede jeg at lave noget som helst af. I stedet for købte jeg, oksekød i strimler, peberfrugt, fløde og asparges. Kødet blev stegt, og peberfrugt og asparges kom ned i, da det vand, jeg havde sat over, kogte. Så blev der tilsat fløde og lidt krydderier.


I det kogte vand kom der pasta i. Det smagte godt, selvom det ikke var laksefrikadeller.

mandag den 12. marts 2012

Forårsruller

 Nøj hvor var de gode! Som i helt vildt! Jeg stegte en masse grønsager, skåret i tynde strimler i jordnøddeolie og ristet sesamolie. (løg, porrer, hvidkål og gulerod) De blev stegt hver for sig, og gulerødderne fik desuden lidt fiskesauce. 

Til sidste stegte jeg oksekød og gav det lidt soya. Det blev blandet sammen og fik tandoori krydderi samt 5spice (Stjerneanis, kanel, kryddernellikke, Sichuanpeber og fennikel - en kinesisk krydderblanding)

Som det sidste puttede jeg det hele i en klud, for at trække væden ud. Det kom i køleskabet og stod der det meste af dagen. Lige inden de skulle rulles, puttede jeg finthakket basilikum og mynte i, samt lidt soya.

Her til aften rullede datteren og jeg så disse fine ruller - vi brugte rispapir. Det er stift når det kommer ud af pakken, så jeg lagde det over en dyb tallerken og skyllede rispapiret i varmt vand - på den måde blev rispapiret blødt og lagde sig i bunden af tallerknen - fyldet blev puttet ned i midten af tallerknen og rispapiret foldet først henover, så siderne ind over midten og til sidst rulles sammen. 


Meningen var, at rullerne skulle være stegt, men babyen havde feber og tiden løb fra mig, så de blev spist "rå" - men da det var rispapir der var om dem betød det ikke noget.

jeg lavede en dip af soya, fiskesauce og chilliflager. Det var skønt!

onsdag den 7. marts 2012

De nemme pizza'er


En pakke grovpita 

Hakkede tomater, der er blendede og smagt til med de krydderier man ønsker

Ja og det ønskede fyld oven på - ind i ovnen til osten (hvis man ønsker det) er smeltet og så er der pizza. NEMT til en dag det skal gå stærkt.

mandag den 5. marts 2012

Italienske kødboller - mmmm

Det er blandt favoritterne herhjemme. Vi har mange opskrifter, på italienske kødboller, og har efterhånden vores helt egen variant, som er en Jamie Oliver inspiration.

Kødbollerne:
1 fed hvidløg
12 tuc kiks
1 spiseskefuld sennep
500 gram hakket okse
1 stor reven gulerod
Tørret oregano
2 æg
Salt og peber

Tomatsauce:
Frisk basilikum
1 fed hvidløg
To løg
1 dåse hakkede tomater
2 spsk balsamico

Spagetti og parmesan

Hvidløg rives, kiksene knuses fint og det kommes i en skål med sennep, kød, oregano, æg, salt og peber.

Mos farsen med hænderne så den får en jævn konsistens.

Tril små kødboller med hænderne og læg dem på en varm pande med olivenolie på.

Put vand i en gryde til spagetti og kog den efter anvisning på pakken.


Imens kødbollerne steger ved middel varme, pilles de store blade af basilikummen. Løg og hvidløg snittes fint og steges gyldne i en pande. Basilikummen kommes i og det vendes rundt. Kom tomater og balsamico i og smag til med salt og peber.

Når saucen er kogt op hældes den over kødbollerne og det simrer færdigt sammen.

Mums siger vi!

søndag den 4. marts 2012

Hakkebøffer med gulerod.

Indkøbet i dag stod blandt andet på gulerødder, og de er simpelthen så lækre, når man lige køber dem. Så jeg blev inspireret og puttede en reven gulerod i det hakkede oksekød, sammen med salt, peber og lidt grillkrydderi. Det blev blandet godt og blev til de mest saftige lækre hakkebøffer!

Vi fik kartofler, mere reven gulerod og resterne af salaten som tilbehør, samt tre løg i skiver som bløde løg. Dejligt sundt!

Der er reven gulerod tilbage, det ryger i de italienske kødboller i morgen!

lørdag den 3. marts 2012

Indbagt svinemørbrad

Det var menu'en i går

Jeg laver den således:
en svinemørbrad
tre plader butterdej
en pose hakket spinat
en hvidløgsost
salt og peber

Svinemørbraden brunes godt af, og krydres med salt og peber.
Butterdejspladerne klemmes sammen og rulles ud.
Hvidløgsosten smøres ud over butterdejen og spinaten kommes ud over.
Mørbraden placeres oven på spinaten og butterdejen lukkes sammen om den. den vendes rundt, så lukningen vender ned. Mørbraden placeres i et ovnfast fad.

Den stilles i en varm ovn (200 grder) og er færdig når butterdejen er hævet og gylden.

Som tilbehør fik vi det spinat der ikke kunne være i butterdejen og flødekartofler.

Flødekartoflerne lavede jeg således:
kartofler
fløde
mælk
salt
peber.

Kartofler skrælles, og skæres i tynde skiver, jo tyndere, jo bedre.
De puttes i et fad og krydres med salt og peber, og masser af det!
henover hældes fløde og mælk.

Skal i ovn ved 200 grader til de er gyldne og færdige.

Tournedos lørdagsmad!

Vi fik tournedos i dag, med kartofler i skiver i ovnen og en let salat.

Kartoflerne er vist det mest spændende ved dagens ret, og det var min mand der stod for dem, for jeg hentede den store efter en legeaftale. Imens sov babyen - og nu hærger han stuen. Krybende og meget glad efter en god omgang øllebrød og en halv frikadelle (uden stegeskorpe)

Karoflerne blev skrællet, skåret i skiver og puttet i en pose. I posen puttede min mand olivenolie, salt, peber, grillkrydderi, hvidløgssalt og lidt gurkemeje. - De var SÅ lækre!

Salaten var en købeblanding, vi får ikke spist et helt iceberg her om vinteren, så jeg køber salatblandingerne for ikke at smide mad ud. Til salaten fik vi salatblok skåret i tern, nødder der var hakket, rosiner og tørrede tranebær, samt saltede græskarkerner.

og til tournedo'en - sovs.

frikadellerne

Min opskrift på frikadeller er ret simpel, men de smager godt, synes vi.

500 gram hakket svinekød
2 tsk salt
peber
1 dl hvedemel
1 dl rugmel
1 dl havregryn
3 æg
2 dl mælk
2 revne løg

 og evt:
timian, eller spinat, eller gulerødder og hvidløg, eller ja :-)

Rør kødet med salt og peber. tilsæt mel og havregryn og rør det godt sammen.
Tilsæt æggene et efter et
Tilsæt mælken under omrøring (den skal ikke være for fast)
Tilsæt reven løg

Herefter tilsætter man ekstra smag hvis man ønsker det (spinaten eller andet)

Stil farsen i køleskabet en times tid, så den kan nå at sætte sig.

Steg frikadellerne ved god varme i olie/smør til de er gennemstegte.

onsdag den 29. februar 2012

Bøf Stepganoff - en rigtig vinterret

Så den var jo passende at afslutte vinteren med, og så er det så bare så varmt, at en tur på mongolian barbecue virkeligt lokker. Men NEJ ikke i dag!

Min opskrift på bøf stroganoff er denne:
600 gram oksekød i strimler
To løg i små tern
Olie og lidt smør til stegning
Salt og peber
2 peberfrugter
4 mellemstore gulerødder
1 tsk paprika
1 tsk masala
1 tsk graram
En dåse tomatpuré
1 spsk æblecidereddike
3 dl okseboullion
2 1/2 fløde

Brun kødet ved høj varme og krydr med salt og peber. Læg kødet til side.

Pil løgene og skær dem i små tern. Steg dem gyldne og tilsæt gulerødder skåret i skiver.

Lad det stege et øjeblik og tilsæt så tomatpuré, paprika og æblecidereddike. Rør rundt og lad det stege i et par min og tilsæt så kødet og boullionen.

Bring retten i kog og lad den simre i godt en time til kødet er godt mørt.

Tilsæt fløden og smag retten til.

Skær peberfrugter i grove tern og tilsæt dem til retten, så de stadigvæk bevarer sprødheden.

Server med kartoffelmos.

mandag den 27. februar 2012

Tomatsuppen, som ikke blev som den skulle

Ind imellem, så skal man holde sig til det man VED bliver godt. - jeg havde en kogeplade for lidt i dag, der skulle koges æg til frokost, steges bacon til aftensmaden, koges kartofler til babyens aftensmad og laves tomatsuppe til os andre - og så manglede jeg en kogeplade til suppehornene.

Jeg tænkte så, at hvis jeg blot puttede ekstra vand i suppen, og så hornene ned i, så ville det være fint - det var det bare ikke. De slugte al væden, så det var en tør suppe vi fik os. Og den bacon vi har købt er så salt, at den næsten er uspiselig, så det skal man også lige huske på, når vi bruger det. så lidt en øv-mad-dag for mig.

Men dem der skal der jo også være plads til, for så ved jeg, at jeg næste gang bliver rigtig glad for min tomatsuppe.


Normalt laver jeg suppen således:

2 dåser hakkede tomater.
vand svarende til 2 dåser
salt, peber og de krydderier man kan lide.
(er man småsyg, er hvidløg og chilli perfekt)

Put tomat og vand i en gryde og lad det koge op, når det koger, skrues der ned, og det småbobler i ca. 30 min ved svag varme. Det må ikke koge, da tomaterne kan blive bitre.

Jeg blender som regel suppen, mest fordi min datter ikke er så vild med suppen ellers og det var jo hendes der havde bestilt det.

Når suppen er færdig serveres den. Der hører suppehorn og bacon til i vores hjem.

søndag den 26. februar 2012

Sesamstegt laks med grønsagsris

Laks er en hof-ret herhjemme! Datteren havde bedt om en ret med ris, og hun elsker laks, så denne nemme ret lå lige for.

Til en person skal bruges:
1 laksesteak
Salt, peber, sesamfrø
Olie
Ris
100 gran grønsager efter eget valg (vi fik porre, gulerødder, peberfrugt, og rødløg)
Evt en halv frisk chilli

Kog ris efter anvisning på pakken

Laks krydres med salt og peber og vendes i sesam. Steges ved middel varme i 3 min på hver side.

Grønsagerne skæres ud efter ønske.

Når laksen er stegt puttes grønsager på panden og steges kort, så de bevarer sprødheden.

Man kan vælge at stege risene sammen med grønsagerne, men min datter bryder sig ikke om varme grønsager, så det valgte jeg ikke at gøre.

Babyen var glad for at spise lidt laks sammen med os andre, og vi nyder, at han er blevet så gammel så han må det. Han er lige så selvstændig som sin søster var, så han spiser det selv med fingerne. Sikke et svineri, men nej hvor han nyder det.

Ja, risene er lavet i form, den er trekantet :-) Jeg gav manden dem i julegave, og vi har endnu ikke brugt dem, så i dag skulle det være - mest fordi det var sjovt!